Morgenselskabet mødes den 29. juli kl 6.30 på Christian Winthers fødselsdag.

På hans 5-års-dag forærede hans mor ham nemlig solopgangen i fødselsdagsgave. Hun bar ham ned på højen i præstegårdshaven, mens det endnu var mørkt, og det, som han dér fik at se, gjorde så stort et indtryk på ham, at han efter eget udsagn blev digter.

Så derfor sætter vi hinanden stævne på netop højen i Fensmark præstegårdshave. Udsigten er ikke længere den samme, og tidspunktet mere manerligt.

To af de lindetræer, der stod ved højen i 1801, fik lov at stå indtil 2006, hvor de beklageligvis måtte fældes. Men der er stadig liv i stubbene, så vi kan plukke os et blad fra "Chr. Winthers linde".

Morgenbord i præstegårdssalen
Efter besøget på højen er der morgenbord i præstegårdssalen. Vi synger Christian Winther-sange samt sange digtet specielt til Morgenselskabet. Vi hører nyt om digterens liv og værker, ser billeder fra de steder han har boet m.m. Inden deltagerne forlader bordet, skriver de sig ind i gæstebogen.

Der er mange traditioner knyttet til Morgenbordet:

    • Chr. Winther-busten, som Jakob Bang har lavet på Selskabets opfordring, skal stå på flyglet.
    • 4 af tegningerne fra 1996, hvor vi var en gruppe, der illustrerede digtet "En ven", skal hænges op.
    • Bordet skal pyntes med morgenfruer (gule med brunt øje, som selskabet har "døbt" Chr. Winther) og blade fra Chr. Winthers linde.
    • Selskabets Dagbog og bogsamling af Chr. Winther-værker skal være fremlagt.
    • Chr. Winthers Morgenbøn synges inden kaffen skænkes.
    • Der skåles i en blanding af Jægermeister og Gl. Dansk.
    • Det nye vers til selskabets dagbogssang synges.
    • Deltagerne fortæller om opdagelser vedr. Christian Winther og hans værkers liv, som de har gjort i årets løb, og forhåbentligt er der nye billeder fra et af de mange steder han kom til at bo i årenes løb.

Morgenbordet slutter, så vi kan være klar til at hejse flaget kl 8.00 - vi går ud ved mindestenen. Her sætter vi roser og synger "Flyv, fugl, flyv", og sætter hinanden stævne samme tid og sted næste år.